Kommunerne får ansvaret for den lokale kulturpolitik. Helt alene. Uden statslig indblanding. Kan de magte det?

CulturCommentar:

Størstedelen af de offentlige kulturudgifter varetages i dag af kommunerne. De er altså vant til at prioritere kultur. Og de fremtidige kommuner bliver større og dermed bedre rustet fagligt og ressourcemæssigt. Amternes andel af de samlede kulturbudgetter har kun været 3-4 %.

På visse områder er regeringen usikker på, om kommunerne kan og vil varetage opgaverne, derfor øremærker man penge og binder kommunerne til fortsat at støtte bestemte institutioner indtil 2011. Men herefter står kommunerne helt og aldeles alene - eller rettere kulturinstitutionerne står helt og aldeles alene i dialog med kommunerne.

Dette er det vigtigste kritikpunkt af kulturens fremtidige Danmarkskort fra oppositionen.

7 års stilstand

De radikale siger eksempelvis: "Det største problem er, at pengene kommer via bloktilskuddet og dermed ikke er øremærket. Så er der ingen garantier for, at pengene går til de projekter, som de gjorde før".

Dette var ikke et udsagn fra De konservative, men fra De radikale! Tillad os at glæde os over, at Kulturområdet forhåbentligt er mere dynamisk end at man skal give garantier for penge i al fremtid, eller blot 7 år frem i tiden.

Uanset regeringers politiske fortegn - eller bagland - har der i flere tiår været hyppigere kulturpolitiske ændringer end sådanne 7-års perioder.

Det er lige før man skal anbefale potentielle kulturpolitikere ikke at stille op til kommunevalg i 2005. På vigtige kulturpolitiske områder bindes de jo frem til 2011. Kulturpolitikere kan lige så godt bruge årene fra 2005-2009 til noget fornuftigt: gå i teatret, se udstillinger og læse bøger. Så er I vel forberedt, når I kan få indflydelse fra 2011.

Mistillid til kommunerne

VK-regeringens udspil viser ikke tillid til den kommunale selvforvaltning. Og oppositionens kritik gør det i endnu mindre grad.

Socialdemokraterne siger: "Vi frygter, at kommunerne i virkelighedens verden prioriterer en flot idrætshal eller et kulturhus højere end det kulturelle indhold". SF tilføjer, at "kommunerne har behandlet kulturen stedmoderligt".

En væsentlig del af baggrunden for den statslige mistillid til kommunerne finder man i evalueringen af biblioteksloven, hvor kommunerne ikke anvendte det øgede bloktilskud til at øge biblioteksbudgetterne.

I den almindelige diskussion om kommunerne og kulturbudgetterne fremstår det som om kommunerne nedprioriterer kulturen til fordel for daginstitutioner, plejehjem og cykelstier. Realiteten er dog, at de samlede kulturbudgetter siden 1998 er steget mere end det øgede bloktilskud har givet grund til. Kommunerne prioriterer altså. Man har fået flere penge begrundet i biblioteksloven, men har valgt at bruge endnu flere penge til andre kulturelle formål. Disse andre kulturelle formål er ikke blot byggerier af idrætshaller og kulturhuse, men er til alle mulige kulturformål: museer, musik og alt muligt andet.

Selvstyret fungerer

Ud fra et demokratisk perspektiv er det jo aldeles ideelt, selvstyret fungerer. Der prioriteres lokalt.

Ud fra et kulturinstitutionelt perspektiv er det særdeles interessant, at der er en følelse af, at man står dårligt i de kommende prioriteringsdiskussioner, hvor kulturen skal vejes sammen med daginstitutioner.

Kulturinstitutioner og kulturens talsmænd føler sig åbenbart tættere knyttet til det statslige og centrale beslutningsniveau end det decentrale. Udgangspunktet for den kommende decentralisering af væsentlige kulturelle opgaver er altså, at der er en forventet tillidskløft mellem institutioner og kommuner.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør

Læs også: